Nyheder

Op mod 1.000 registrerede medlemmer dyrker ketchersport i Halsnæs - og tallet er stigende

Af Marianne Bech MLI-Tennis & ketcherklub-udvalg

IDRÆTSFACILITETER

I det sammensatte udvalg blandt kommunens 'ketcher-klubber', håber vi på en positiv udmelding fra kommunen ang. opførelse af en ketcherhal i Halsnæs. Vi ønsker at understrege, at vi ser den foreslåede ketcherhal for alle borgere i kommunen, og ønsker ikke, at enkelte klubbers særinteresser skal tilgodeses.
Hvor ketcherhallen i sidste ende skal ligge, mener vi, er en politisk beslutning. Den skal blot kunne tilgås ad offentlig transport, så børn og unge ikke er afhængige af forældrekørsel.

Rivende udvikling

 

Det er vores overbevisning, at der er et godt foreningsliv i kommunen, og op mod 1000 medlemmer dyrker i Halsnæs en ketchersport, badminton,
bordtennis, tennis og den nye sport, padeltennis. Netop den sidstnævnte sportsgren, padeltennis, er i rivende udvikling og fortjener også gode faciliteter lokalt.

Det sociale aspekt

At dyrke sport er godt for folkesundheden, godt for både børn, unge og gamle. Der mangler desværre i høj grad spillefaciliteter i vinterhalvåret. Nogle kan fx spille på skolerne om vinteren, men det er ikke optimalt med manglende klubfaciliteter og mange aflysninger, når skolerne afholder arrangementer, møder eller terminsprøver i hallerne. Netop det sociale aspekt, som tilgodeses ved gode klublokaler, synes vi, skal have større opmærksomhed. Vi har i Halsnæs mange børn og unge, som ville have stor glæde af at dyrke mere sport med det gode tilhørende sociale fællesskab, dette giver. En ketcherhal med café og fællesområde vil kunne støtte op om det sociale liv.

Bredde og elite

Vi håber således med vores projekt at kunne støtte bredden i idrætten, ligesom eliten også bør have bedre vilkår, så man ikke i en for ung alder er
nødt til at tage til Hillerød eller længere væk. Gode sportsfaciliteter og et godt foreningsliv er vigtige parametre for en kommune.
I Halsnæs kommune, hvor der er planer for nybyggeri flere steder, er sportsfaciliteter noget, man som borger kigger efter, når man overvejer at flytte til en kommune. Vi ønsker et godt, gedigent og langtidsholdbart byggeri.
Vi ved, det er dyrt, og arbejder derfor på at søge fonde, som kan finansiere projektet sammen med kommunen.
Projektet foreligger nu som et udkast, men vi håber, vi sammen med kommunen kan finde frem til en spændende, fremtidssikker ketcherhal,
som kan opgradere idrætten i Halsnæs Kommune.
Hold i dag
Instagram
Vi takker vore sponsorer