Nyheder

Tennisklub tømt for værdier
Halsnæs - 23. juli 2021 kl. 10:17
Af Kim Larsen

 

Natten mellem mandag og tirsdag har indbrudstyve skaffet sig adgang til Frederiksværk Tennisklub, hvor de har stjålet en række effekter til en værdi af næsten 50.000 kroner

Og det værste er, at tennisklubben ikke har nogen forsikring.

"Vi er meget kede af det," fortæller Sussi Witthøfft til Halsnæs Avis og fortsætter:

"Vi havde fravalgt forsikring, fordi stedet er meget dyrt at forsikre. Vi har ønsket at passe på medlemmernes penge, men nu kan man sige, at vi ikke har vist rettidig omhu," " lyder det ærgerligt fra Sussi Wiithøfft.

Indbrudstyvene er gået grundigt til værks. De er via Strandgade og gymnasiets parkeringsplads kørt bagom til tennisanlægget, som de har skaffet sig adgang til ved at klippe portens kædelås op.

Herefter er låsen til skuret brækket op. Herfra er stjålet en ny Husqvarna havetraktor, doneret for nylig af Nordeafonden.

Også klubhuset er blevet brækket op og klubbens boldmaskine fjernet. Et aflåst boldrum er ligeledes brudt op, hvorfra der er taget nogle helt nye tennisketsjere samt klubbens videokamera og -stativ.

Indbruddet blev anmeldt, da det blev opdaget tirsdag aften, og Nordsjællands Politi kom ret hurtigt til stedet og for at undersøge gerningsstedet og tage mulige fingeraftryk, oplyser Sussi Witthøfft.

Frederiksværk Tennisklub har ca. 190 medlemmer.

Hold i dag
Instagram
Vi takker vore sponsorer