Nyheder

Fire dage på det røde grus

Af Thomas Quvang Ugebladet 5/7 23
TENNISCAMP

 Mens tennisverden har øjnene rettet mod Wimbledon og en mulig Rune-sejr på det grønne græs, så er der mindst ligeså meget fart over tennisboldene på Frederiksværk Tennis Klubs røde grus i denne uge.
 Her er Frederiksværk Tennisklub igen i år vært for  deres populære tenniscamp for piger og drenge i alderen 9-13 år i den første uge af skolernes sommerferie. Fire dage i streg står den på træning, kampe og en masse tennisrelateret sjov og ballade  for de omkring 10 deltagende børn. - Indtil videre har det  været en rigtig fin uge, vi slap  for regnvejret i mandags og det har ikke været for varmt, fortæller campens træner Jacob Schjøtt Christensen som til daglig er træner i Helsinge Tennis Klub. Og de tennisglade børn supplerer: - Det har været rigtig sjovt, vi har spillet en masse tennis og lavet en masse sjove øvelser. Det har været supergodt og vi kan allerede mærke at vi er blevet meget bedre, og samtidig er vi blevet rigtigt  gode venner, lyder det nærmest i kor fra de deltagende  børn. Positive vinde.

 Og mens fremtidens tennisstjerner dyster på livet løs på gruset i bymidten, så blæser der positive vinde henover tennisklubben, hvor flytningen til Idrætscenter Magleblik selvfølgelig fylder en  del: - Overordnet går det rigtig  godt i klubben, trods en smule nedgang i det samlede medlemstal, så oplever vi flere og  flere unge mennesker som kommer og spiller og hygger sig, fortæller Sussi Witthøfft fra Frederiksværk Tennisklub. Hun fortsætter: - Med hensyn til flytning til Magleblik, så har vi været til flere møder med kommunen, nogle ting er på plads, mens  det går lidt trægt med andre. Det er blandt andet trafik og  tilkørselsforhold, som er en  stor udfordring, men lad os nu se, hvad det ender med. Lige nu  går vi en aktiv sommer i møde,  hvor banerne hernede er klar til rykind af tennisglade turister slutter Susanne Witthøfft.


Hold i dag
Instagram
Vi takker vore sponsorer