Fuld fart på tennisboldene i uge 27
11 piger og drenge bruger den første uge af sommerferien med tennis i selskab med instruktør Frederikke Karst Foto: Thomas Quvang
Mens tennisverden i disse dage har øjnene rettet mod Wimbledon og en mulig Rune eller Wozniacki -sejr på det grønne græs, så er der mindst ligeså meget fart over tennisboldene hos Frederiksværk Tennis Klub i denne uge.
Her er Frederiksværk Tennisklub og DGI igen i år vært for den populære tenniscamp for piger og drenge i alderen 10-14 år i den første uge af skolernes sommerferie. Fire dage i streg står den på træning, kampe og en masse tennisrelateret sjov og ballade for de 11 deltagende piger og drenge.
- Det har været rigtig sjovt, vi har lært en masse og fået nye venner, lyder det nærmest samstemmigt fra deltagende børn, der torsdag middag har skiftet de hårde tennisbolde ud med de indendørs skumgummi-bolde der suser rundt i gymnasiets gymnastiksal.
- Indtil videre har det været en rigtig fin uge, vi slap desværre ikke for regnvejret torsdag, men heldigvis kunne være spille i tørvejr i gymnasiets gymnastiksal, det var dejligt, fortæller campens træner Frederikke Karst som til daglig er træner i Idrætsbyen Holbæk.
- Det er gået rigtig fint, vi har hygget os med fin afvekslende træning, hvor teknik og alle de grundlæggende slag, som forhånd, baghånd, serv og flugtninger er blevet øvet, fortæller Frederikke Karst, der selv har spillet tennis på øverste hylde med bl.a. fire danske mesterskaber som ungdomsspiller samt længere ophold i såvel Sverige som USA for at kombinere tennis med uddannelse.